Andet slag ved Bull Run

Andet slag ved Bull Run (2. Manassas)
Del af Den amerikanske borgerkrig

Dato 28. august-30. august 1862 [1]
Sted Manassas, Virginia
Resultat Sejr for Konføderationen
Parter
USA Amerikas Forenede Stater Amerikas Konfødererede Stater Amerikas Konfødererede Stater
Ledere
John Pope Robert E. Lee
James Longstreet
Stonewall Jackson
Styrke
62.000[2] 50.000[2]
Tab
~10.000 dræbte og sårede[3] ~1,300 dræbte, ~7,000 sårede[3]

Andet slag ved Bull Run, eller Det andet slag ved Manassas, blev udkæmpet mellem den 28. og 30. august 1862,[1] under den amerikanske borgerkrig. Det var kulminationen på en offensiv kampagne, som Sydstaternes Army of Northern Virginia under general Robert E. Lee gennemførte mod Unionens Army of Virginia under generalmajor John Pope. Slaget var meget større end det Første slag ved Bull Run året før, men udkæmpedes på det samme område.

Efter at have marcheret i en stor bue uden om unionshæren erobrede generalmajor Thomas J. "Stonewall" Jackson et af Unionens forsyningsdepoter ved Manassas Junction og truede Popes forsyningslinier til Washington, D.C.. Jackson trak sig nogle få kilometer tilbage mod nordvest og indtog en defensiv stilling på Stony Ridge. Den 28. august angreb Jackson en unionskolonne ved Brawner's Farm nær Groveton, hvilket endte i et dødvande. Samme dag gennembrød resten af Lees hær under generalløjtnant James Longstreet en let forsvaret unionslinje i slaget ved Thoroughfare Gap og nærmede sig slagmarken.

Pope var sikker på, at han havde fanget Jackson og samlede hovedparten af sin hær mod ham. Den 29. august iværksatte Pope en række angreb mod Jacksons stilling langs en ufærdig jernbanelinje. Angrebene blev slået tilbage med store tab på begge sider. Ved middagstid ankom Longstreet til slagmarken fra Thoroughfare Gap og tog opstilling på Jacksons højre flanke. Den 30. august fornyede Pope sine angreb, tilsyneladende ikke klar over at Longstreet var kommet. Da koncentreret artilleri ødelagde et unionsangreb under generalmajor Fitz John Porters V Corps, gennemførte Longstreets 25.000 mand i fem divisioner et modangreb, som var det største samtidige masseangreb under hele krigen. Unionens venstre flanke blev knust og hæren kastet tilbage til Bull Run. Kun effektiv indgriben fra bagtroppen forhindrede en gentagelse af katastrofen fra det første Bull Run slag. Popes retræte til Centreville i Virginia var ikke desto mindre hastig.[4]

  1. ^ a b USA’s National Park Service Arkiveret 26. november 2005 hos Wayback Machine har fastsat disse datoer for slagets afvikling. De nævnte referencer af Greene, Hennessy, Salmon og Kennedy, hvis arbejder er tæt afstemt med NPS benytter også disse datoer. Alle de andre referencer betragter kamphandlingerne den 28. august som en forløber, men adskilt fra selve slaget. Nogle af disse forfattere kalder kampen den 28. august for ”Slaget ved Groveton” eller Brawner's Farm.
  2. ^ a b Eicher, p. 327.
  3. ^ a b Greene, p. 54. De fleste offentliggjorde tabstal omfatter hele Northern Virginia kampagnen inkl. de store slag ved Cedar Mountain og Chantilly. Tabene under hele kampagnen opgives af Eicher p. 334 til Unionen: 14.462 (1.747 dræbte, 8.452 sårede, 4.263 tilfangetagne og savnede); Konfødererede: 9.474 (1.553 dræbte, 7.812 sårede, 109 tilfangetagne og savnede).
  4. ^ "National Park Service". Arkiveret fra originalen 26. november 2005. Hentet 24. november 2007.

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search